Gå til hovedindhold

MUS-samtalen afslører dine lederevner

Den måde, du håndterer en MUS-samtale på, fortæller næsten alt om, hvordan du klarer din lederrolle. Læs her, hvordan du holder en vellykket MUS og dermed bliver en vellykket leder.

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 04/04-2013

For en leder bør hver dag være en MUS-dag. Alle klassiske ledelsesdiscipliner indgår nemlig i den vellykkede medarbejderudviklingssamtale (MUS). Det mener Helle Bro, direktør i Bro Kommunikation:

»Under en MUS skal lederen finde balancen mellem at coache, anerkende og udfordre på den ene side og at overlevere svære budskaber, stille krav og motivere til handling på den anden. Derfor er MUS både et meget vigtigt og et meget svært ledelsesredskab,« forklarer hun.

Interesseret i ledelsesudfordringer? Læs mere her

Men heldigvis har lederen masser af muligheder for at øve sig på udfordringerne hver eneste dag, understreger hun.

»MUS’en slutter ikke, når lyset bliver slukket i mødelokalet. Den foregår året rundt - under alle uformelle og formelle møder, hvor lederen snupper et problem i opløbet, giver feedback på performance og motiverer til udvikling,« siger Helle Bro.

Hun har identificeret tre væsentlige karakteristika ved en vellykket MUS. De har tidligere været bragt på Lederweb.

Opbyg tillid

Vær bevidst om, hvor meget der er på spil for dine medarbejdere, inden de går til MUS. Det er en vigtig dag for dem, som de enten glæder sig til eller frygter.

Når dine medarbejdere kommer ind ad døren, vil deres hjerner - bevidst eller ubevidst - være i alarmberedskab ved tanken om at høre din 'dom'. Som det første skal du derfor fokusere på at opbygge tryghed og tillid og på at anerkende medarbejderen for det, som han eller hun gør godt. Det er med til at styrke jeres relation, få medarbejderens hjerne ud af trussel-mode og gøre den åben for senere feedback, hvad enten den er positiv eller negativ.

Samme princip gælder i dagligdagen: Jo mere anerkendende ledelse du praktiserer i løbet af året, jo mere tillid du opbygger dag for dag, og jo bedre relationer du skaber til dine medarbejdere, des lettere vil det være at skabe lydhørhed hos dem, når dagen for deres MUS oprinder.

Fokusér på at opbygge tryghed og tillid.Helle Bro, direktør, Bro Kommunikation

Del ansvaret med medarbejderne

Rollerne som leder og medarbejder er ikke jævnbyrdige, for du og din medarbejder har forskellig magt, viden og indflydelse, og som leder sidder du med det største ansvar. Men det betyder ikke, at hele ansvaret ligger hos dig.

Under forberedelsen af MUS og andre møder kan du forpligte og engagere dine medarbejdere ved at bede dem sende tre fokuspunkter som oplæg til samtalen. Du møder ikke uforberedt op til et møde. Det bør dine medarbejdere heller aldrig gøre.

Når I sidder ved mødebordet, bør du bede dem vurdere deres egen performance og komme med bud på, hvor de har brug for at udvikle sig. Når ønskerne om uddannelser så flyver om ørerne på jer, skal du dele ansvaret med dine medarbejdere ved at spørge, hvordan kompetencerne vil gavne dem i deres daglige arbejde. Hvilken effekt du vil se? Og hvordan vil kompetencerne støtte organisationens mål?

Læs også: Chefen har taget magten over din efteruddannelse

Kan du ikke få en medarbejder til at forholde sig til sin egen udvikling, så send ham eller hende tilbage med hjemmearbejde, og aftal en ny dag for et opfølgende møde.

Endelig skal du også - både til MUS og til alle andre møder - dele ansvaret med medarbejderne ved at bede dem skrive udkastet til referatet af jeres samtaler. Det øger ansvarsfølelsen, ejerskabet og dermed også sandsynligheden for, at ord bliver til handling. Det styrker trygheden og selvtilliden hos medarbejderen at være den, der fører pennen og drager konklusionerne. Og for det tredje frigiver det tid hos dig.

Vær ikke bange for skidt på hænderne

Mange ledere er nervøse for MUS, fordi de synes, det er ubehageligt at stille krav og evt. kritisere medarbejderens adfærd. Men det er faktisk en tjans, du bliver betalt for at kunne udføre hele året rundt. Og hvis det får dig til at ligge søvnløs om natten og frygte MUS, er det et tegn på, at du skal øve dig noget mere til daglig.

Det kan lyde hårdt, men tænk på, at du kun gør dine medarbejdere en bjørnetjeneste ved ikke at stille eksplicitte krav. Kravene er der jo alligevel, og det er langt værre for medarbejderne at famle rundt, bekymre sig og gætte sig til, hvad der skal til, end at vide, at du ønsker x, y og z. Mål og krav er med til at skabe tryghed om, hvad du forventer, og kan samtidig motivere til at komme i gang og gøre noget særligt.

Husk på, at MUS aldrig bør være en bombe af negativ feedback, som er sparet sammen over hele året, og som medarbejderen aldrig har hørt. Det er også derfor, MUS’en afslører dig.

Læs også: Fire tegn på at du vil mislykkes som leder

Hvis du har svært ved at levere et uvelkomment budskab til medarbejderen, er det, fordi du skal øve dig på at coache og give feedback i hverdagen, mens udfordringerne stadig er et arbejdsmæssigt problem, som I kan tale om og rette op på.

Split eventuelt den store MUS op i to-tre mini-MUS. Det giver dig en bedre føling med, hvor medarbejderne er henne, og en mulighed for sammen at træne i at tage problemerne i opløbet.

Læs også: Sådan finder du ud af, hvad medarbejderne synes om dig