Kemiingeniør: »Min intuition sagde mig, at jeg skulle stoppe som topchef«

23. oktober 2014 kl. 08:00
Tidligere topchef i Det Norske Veritas Rikke Topp Vibe-Hastrup fulgte sin mavefornemmelse og sagde op uden at have en plan for sin videre karriere. I dag bruger hun sin intuition til at rådgive andre ledere.
Artiklen er ældre end 30 dage

For Rikke Topp Vibe-Hastrup, tidligere administrerende direktør i Det Norske Veritas Danmark (DNV), er den 11. juli 2011 en skelsættende dato.

Karrierekvinden, der indtil da havde brugt det meste af sin vågne tid på at udtænke forretningsplaner og lægge strategier, gik denne tidlige sommerdag i juli om bord på et fly med destination mod England. Målet var Stansted Hall i Essex, et centrum for spirituel tænkning og en af de førende skoler inden for psykisk videnskab. Den dengang 35-årige kemiingeniør havde taget første skridt på vej mod et helt nyt liv. Hun vidste det bare ikke endnu.

Tjek de nyeste job på Jobfinder

Indimellem spurgte jeg mig selv, om jeg var ved at blive en af dem med halskæde med store sten, lilla kjole og sandaler.
-- Rikke Topp Vibe-Hastrup om skridtet fra topchef til intuitiv ledelseskonsulent.

»Jeg er opflasket i en verden, hvor alt kan måles og vejes, og jeg havde egentlig bare et ønske om at lære mere om, hvordan intuition kan anvendes. Men opholdet ændrede mit liv,« fortæller Rikke Topp Vibe-Hastrup, der er forfatter til bogen ’Fra topdirektør til energetisk leder – en personlig historie om at følge sin intuition og finde sit potentiale’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den tidligere topchef har med egne ord ’altid haft en stærk mavefornemmelse’. Men hun har ikke altid fulgt den, og nysgerrigheden efter at finde ud af, hvad intuitionen rummede af potentiale, fik hende til rejse til England i 2011. Her øvede hun sine intuitive evner og oplevede for første gang, at hun kunne ’kommunikere med andres energier’, som hun selv formulerer det. Hun kunne med andre ord fornemme andres følelser, og hun kunne lindre dem for deres fysiske og psykiske byrder.

»Det provokerede mit rationelle sind, men var samtidig dybt fascinerende,« fortæller Rikke Topp Vibe-Hastrup.

Læs også: Det skal du kunne som leder om 20 år

I fire år havde hun siddet i toppen af DNV, og selvom hun trivedes i den mandsdominerede verden, hvor rationalitet og systematik var de foretrukne redskaber til at opnå sorte tal på bundlinjen, var der noget, der manglede. Noget udefinerbart, som forstyrrede kemiingeniøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Efter turen til Stansted Hall fik jeg pludselig en stærk fornemmelse af, at jeg skulle noget andet.«

Opholdet gav hende modet til at stole på sin intuition, og kort tid efter lagde hun en opsigelse foran bestyrelsen. På spørgsmålet om, hvem der havde headhuntet hende, svarede hun, at det havde hun selv. Hendes beslutning voldte forundring både blandt kolleger og i vennekredsen. Hvorfor forlade et vellønnet job med gode fremtidsmuligheder til fordel for ingenting?

»De troede, jeg var ved at blive skør, og jeg forstår dem godt. Rationelt set gav det ingen mening. Men jeg kunne mærke, at jeg skulle videre,« fortæller hun.

Læs også: Dygtige ledere skifter stil efter forholdene

Tiden umiddelbart efter opsigelsen var præget af usikkerhed for Rikke Topp Vibe-Hastrup. Identitetstabet var det værste, for hvem var hun, når hun ikke var administrerende direktør? Samtidig var lysten til at udforske sine intuitive evner stor, og det drev hende til at indkøbe en briks på nettet og invitere de første klienter på besøg.

»Indimellem spurgte jeg mig selv, om jeg var ved at blive en af dem med halskæde med store sten, lilla kjole og sandaler,« fortæller Rikke Top Vibe-Hastrup.

Tanken om at følge sin intuition kunne imidlertid ikke rationaliseres væk. De første klienter på massagebriksen var tidligere kolleger og medarbejdere fra DNV, der søgte svar på både fysiske problemer og personlige udfordringer.

»Det var meget grænseoverskridende, men en måde at presse mig selv på. Hvis jeg kunne hjælpe dem, kunne jeg også hjælpe alle andre,« forklarer Rikke Topp Vibe-Hastrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Leder – kræver det uddannelse eller gode gener?

Uden en egentlig plan kastede hun sig ud i at rådgive mennesker med udgangspunkt i sin intuition. Det blev første skridt på vejen mod Rikke Topp Vibe-Hastrups nuværende konsulentvirksomhed, Life Component, hvorfra hun i dag rådgiver virksomheder inden for blandt andet ledelses-, strategi- og organisationsudvikling samt investeringer. Til foråret lancerer hun en certificeret intuitiv lederuddannelse, der har til formål at styrke lederes evne til at bruge deres intuition.

»Ledere, der tør stole på deres intuition, er mere innovative, derfor burde flere øve sig i at skærpe deres sjette sans,« vurderer Rikke Topp Vibe-Hastrup.

Når hun ser tilbage, er hun ikke i tvivl om, at hun valgte rigtigt, da hun sagde farvel til topposten for tre år siden. Hun lærte at slippe kontrollen og fandt ud af, at det ikke er nødvendigt med en karriereplan for at bevæge sig fremad.

»Jeg ved stadig ikke helt, hvor jeg er på vej, men jeg er nysgerrig efter, hvor langt man kan komme, når man udnytter det intuitive potentiale i livet,« forklarer Rikke Topp Vibe-Hastrup.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning