Gå til hovedindhold

Kamp om pladserne på ingeniørstudierne

Lysten til at blive diplomingeniør på DTU er eksploderet siden sidste år. Antallet af ansøgninger til de seks diplomingeniørretninger med studiestart i februar er samlet set steget med 172 procent

Årets vinteroptag på DTU er godt nyt til arbejdsgivere, der kæmper for at skaffe ingeniører. Til gengæld skal de unge nu kæmpe hårdere for en studieplads. Ansøgningstallet til de seks diplomstudieretninger, der har studiestart til februar, slår nemlig alle rekorder.

Mens 122 søgte en af de seks uddannelser som første prioritet i december 2013, er antallet af håbefulde ansøgere samlet steget til 332 i december 2014. Det svarer til en samlet stigning på 172 procent, skriver DTU.

Er nyt job blandt dine nytårsforsætter? Tjek Jobfinder.

Martin Vigild, dekan for bacheloruddannelser og studiemiljø på DTU, glæder sig over udviklingen:

»Tendensen med et stigende antal ansøgninger er meget glædelig. De unge mennesker har fundet ud af, at det er spændende at læse til ingeniør, og at det fører til mange interessante karrieremuligheder,« siger Martin Vigild.

Læs også: Rekord: 4.950 nye ingeniører optaget på studiet

Den voldsomme interesse betyder, at de tre studieretninger Eksport og teknologi, Elektroteknologi og Kemi- og bioteknologi er fuldt optaget, og at kun unge med et karaktergennemsnit på henholdsvis 4,9, 5,5 og 6,5 kan begynde på uddannelserne til februar.

Alt i alt har DTU optaget 291 nye diplomingeniørstuderende, men da der er godt og vel 300 studiepladser, er der stadig ledige stole på to af studieretningerne, nemlig Byggeri og infrastruktur samt Produktion. På Maskinretningen blev alle ansøgere optaget uden adgangskrav, men der er ikke plads til flere.

Fælles for de seks studieretninger er den overvældende interesse i forhold til sidste års vinteroptag. Den største retning, Byggeri og infrastruktur, har i alt 80 studiepladser. I år var der 70 førsteprioritetsansøgere. Til sammenligning var der kun halvt så mange i december 2013, nemlig 34.

Læs også: Flest ingeniørspirer vil være 'diplomer'

Størst procentvise stigning har Produktionslinjen oplevet, nemlig 383 procent. Tallet dækker dog over, at der blot var 6 ansøgere i december 2013, mens 29 havde det som deres førsteprioritet denne gang. Med i alt 40 pladser får alle deres ønske opfyldt.

Risikoen for at måtte nøjes med sin andenprioritet er størst for dem, der gerne vil læse på Kemi- og bioteknologilinjen, da hele 62 har studiet som deres førstevalg. Sidste år var tallet 19. Det svarer til en stigning på 226 procent.