Ingeniører søger hjælp til søvnen

30. december 2014 kl. 08:00
750 ingeniører har deltaget i IDAs søvn-webinar. »Når så mange melder sig til så kedeligt et emne, er det et kraftigt signal om, at mange ingeniører kæmper med søvnen,« siger stresskonsulent Lis Lyngbjerg
Artiklen er ældre end 30 dage

Holder næste uges deadline eller morgendagens mødeagenda dig vågen om aftenen, når du lægger hovedet på puden? Du er ikke alene.

Problemer med at falde i søvn er tilsyneladende udbredt blandt danske ingeniører. Tolker man på tilslutningen til Ingeniørforeningens webinar om søvn, har mange IDA-medlemmer ondt i søvnen. Indtil videre har 750 ingeniører klikket sig ind på webinaret, siden det blev offentliggjort i slutningen af november, og det tal overrasker oplægsholder og stresskonsulent Lis Lyngbjerg, der har skrevet bogen ‘Søvnkuren’.

»Når så mange melder sig til et kursus med så kedeligt et emne, er det et kraftigt signal om, at mange ingeniører kæmper med søvnen,« vurderer Lis Lyngbjerg.

I webinaret skitserer hun de typiske søvnproblemer og kommer med en lang række konkrete råd til, hvordan de kan håndteres. Det gælder blandt andet problemer med at ligge og rumstere i lang tid uden at kunne falde i søvn om aftenen, vågne midt om natten eller alt for tidligt om morgenen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Drømmer du om nye udfordringer? Tjek de nyeste job på Jobfinder

Ifølge Lis Lyngbjerg viser de nyeste undersøgelser inden for søvn, at knap hver tredje dansker lider af søvnproblemer. Hun mener ikke, at ingeniører lider af større søvnproblemer end andre faggrupper, men hæfter sig ved, at ingeniører er kendetegnet ved ikke at affinde sig med, at noget ikke fungerer - heller ikke når det gælder deres søvn. Derfor har tilmeldingen til webinaret været så stor, vurderer hun.

»Det værste for en ingeniør er bare at sidde med hænderne i skødet. De vil handle,« siger Lis Lyngbjerg.

Selv om søvnproblemer ofte er knyttet til stress, understreger Lis Lyngbjerg, at der findes mange grader af søvnbesvær. Problemer med at falde i søvn er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for, at man er ramt af stress. Lider man af søvnunderskud over en længere periode kan det dog være en medvirkende faktor til, at man med tiden får sværere og sværere ved at overskue sit arbejde - og dermed bliver mere sårbar over for stress.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det betaler sig at gøre noget ved sine søvnproblemer uanset, om man er stressramt eller ej. God søvn giver overskud til at klare pres i hverdagen og styrker immunforsvaret, så du undgår sygdom,« forklarer Lis Lyngbjerg.

Se IDAs webinar om søvn

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning