Gå til hovedindhold
search

Ingeniører har størst risiko for at blive terrorister

I en kommende bog fremlægger to forskere overbevisende statistikker, der peger på, at ingeniører er i høj-risikozonen for at tilslutte sig et terrornetværk. Heldigvis efterfulgt af et 'men...'

Bedst som man går og tror, at ingeniører er definitionen på ligusterhæk, Webergrill og hobbyværksted, må man tro om igen. Noget tyder nemlig på, at folk med en teknisk baggrund har langt større risiko end andre for at lade sig radikalisere og gribe til våben.

Ikke ligefrem en behagelig anklage i disse tider og særligt ikke, når antagelsen kommer fra to anerkendte sociologer, der i en kommende bog med titlen ”Engineers of Jihad: The Curious Connection between Violent Extremism and Education”, på baggrund af omfattende statistik tydeliggøre, hvorfor ingeniører er mere modtagelige over for fundamentalisme og terrororganisationer. Det skriver Washington Post.

Vil du videre i karrieren? Tjek Jobfinder.

De to professorer Diego Gambetta og Steffen Hertog fra European University Institute i Firenze, Italien, fremlægger på baggrund af en række data om forskellige terrororganisationer i flere verdensdele, at næsten halvdelen af de undersøgte terrorister havde tekniske uddannelsestitler.

Dobbelt så mange ingeniører som folk med religiøse studier blandt islamistiske terrorister

De to sociologer udgav for syv år siden et lignende studie under samme titel og med samme påstand. Her undersøgte de knap 300 kendte medlemmer af voldelige islamiske grupper fra 30 lande. Disse studier er siden blevet udbygget og udgør baggrunden for den seneste bog.

Mere end dobbelt så mange medlemmer af voldelige islamistiske organisationer er ingeniører i forhold til medlemmer, der har læst islamiske studier. Hertil kommer, at op til ni gange så mange terrorister var ingeniører sammenlignet med de respektive samfunds arbejdsstyrker.

De to forskere fandt et lignende mønster blandt islamistiske terrorister opvokset i Vesten. Færre havde universitetstitler, men hos dem, der havde, var ingeniørtitlerne i endnu højere grad repræsenteret. Hjernerne bag 11. september, Osama bin Laden og flykapreren Mohammed Atta, er begge eksempler på sidstnævnte gruppe - vestligt opvoksede islamister med ingeniørbaggrunde.

Overraskende nok fandt Gambetta og Hertog det modsatte billede i de ikke-voldelige islamiske grupperinger. Her var ingeniørtitlerne underrepræsenterede i forhold til andre uddannelsesretninger.

Da forskerne vendte blikket mod de voldelige, men ikke-religiøse marxistiske grupper i Mellemøsten, Indien og Sydøstasien, fandt de ud af, at disse grupper i højere grad havde en baggrund i humanistiske studier end ingeniørstudier. Af en eller grund gjaldt det ikke de marxistiske grupper i Tyrkiet og Iran. Her var ingeniører igen overrepræsenterede. Hos voldelige højre-ekstreme grupper i USA var billedet mere sløret.

Teknisk know-how eller netværk er ikke forklaring nok

En åbenlys forklaring ville ifølge Gambetta og Hertog være, at mange terrorgrupper lægger vægt på at rekruttere teknisk begavede folk, der kan håndtere våbenteknologi, sprængstof og transport. Den forklaring er dog ikke fyldestgørende, da de fleste organisationer ikke rekrutterer på baggrund af talenter, men på troværdighed.

I en gruppe som Hamas har mange ingeniører for eksempel administrative roller, hvor deres tekniske kompetencer sjældent kommer i direkte spil. Sociale netværk, hvor en gruppe ingeniører anbefaler hinanden, var heller ikke en dækkende forklaring.

Ifølge de to sociologer er det bedste bud, at der findes underliggende faktorer i forhold til et teknisk tankesæt, der gør ingeniører mere modtagelige over for militarisme.

Ifølge spørgeundersøgelser på universiteter i både USA og Mellemøsten er ingeniører ofte mere konservativt og religiøst indstillede end andre studieretninger - endda op til syv gange mere end dem, der læser sociale studier.

Går efter skarpskårne svar

Teorien går på, at mange ingeniører kombinerer disse politiske præferencer med et indre behov for at finde skarptskårne svar.

Et strukturelt tankesæt kombineret med frustration i mange mellemøstlige og nordafrikanske lande, og i vestlige samfund, hvor visse indvandrere med ingeniørbaggrund har svært ved at realisere deres karriere-ambitioner, bliver dermed en farlig cocktail. Et behov, der bliver yderligere aktuelt i en presset psykisk situation eller i et kaotisk samfund med stærke modstridende forventninger.

Det kan samtidig forklare, hvorfor der er relativt få radikale islamister med ingeniør-baggrunde i et land som Saudi-Arabien, hvor der endnu findes gode muligheder for beskæftigelse.

Men før PET starter en omfattende overvågning af DTU, er der grund til besindelse. Som den opmærksomme ingeniør-læser måske har bemærket, er der nemlig intet belæg i ovenstående statistiker for at slå fast, at ingeniører som gruppe nødvendigvis skulle være mere tilbøjelige til at blive terrorister end andre grupper - uagtet politiske eller psykologiske tilbøjeligheder.

Men omvendt er statistikerne hverken mere eller mindre misvisende end tilsvarende argumenter på baggrund af statistiker om flygtninge og muslimer, der i disse dage lyder fra mange sider i USA, Australien og Europa.

Som artiklen i Washington Post påpeger, er det svært at forestille sig, at politikere eller meningsdannere ud fra nævnte statistik skulle indlede skræmmekampagner mod alle de ingeniører, der frit går rundt blandt os.