Gå til hovedindhold

Hvilken medarbejdertype er du? Primadonna eller præstations-tripper

Hvad gør din arbejdsdag til en god dag? Hvornår får du dit kick, og hvad skal der til? Det er vigtigt at tænke over for at have et sundt arbejdsliv, mener forfatter Helle Hedegaard Hein.

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 16/08-2013

Kend dig selv og få et bedre arbejdsliv. Så kort kan det siges, forklarer Helle Hedegaard Hein, der har skrevet bogen 'Primadonnaledelse - når arbejdet er et kald'

Har du identificeret, hvad der motiverer dig, og hvad der generer dig, bliver arbejdsdagen lettere både for dig, dine kollegaer og chefer, understreger forfatteren, der i sin nye bog præsenterer fire arketyper af medarbejdere. Læs her og bliv klogere på, hvem du er:

Primadonnaen:

Du er drevet af et kald og stræber efter det absolut bedste resultat. Primadonnaen er sit arbejde og tænker gerne på sit arbejde døgnet rundt, når det er nødvendigt, og arbejdsopgaven er spændende nok. Du er innovativ og tænker ud af boksen. Du stræber efter den højeste standard, også selvom den ligger langt ud over virksomhedens rammer. Jo mere energi, du bruger på at løse en opgave, jo større et kick får du ud af det.

Præstations-tripperen

Præstations-tripperen findes i to varianter, som begge er drevet af konkurrence - indre eller ydre.

Den ekstroverte præstations-tripper:

Du er drevet af prestige og omgivelsernes respekt. Du er et konkurrencemennesker, der vil gøre alt for overgå dine modstandere. Du er loyal over for de fælles mål og ser det som din opgave at nå dem bedst og hurtigst muligt.

Den introverte præstations-tripper:

I modsætning til den ekstroverte præstations-tripper, er den introverte drevet af at overgå egne præstationer og resultater - ikke andres. Mange ingeniører kan måske nikke genkendende til denne persontype. Du elsker at fordybe dig i komplicerede spørgsmål, og arbejdsprocessen alene kan give dig et et kick.

Pragmatikeren:

Som pragmatiker er du drevet af at udføre et stykke arbejde og udføre det godt. Pragmatikeren følger de givne retningslinjer og forventninger, men stræber ikke efter at nå mere. Det er vigtigt for dig at holde fri og få ladt batterierne op. Det stresser dig at tænke på arbejdet, mens du har fri. Du er oftest meget social og gør meget for det kollegiale sammenhold.

Søger du nye udfordringer inden for ledelse?

Ifølge Helle Hedegaard Hein er det vigtigt at, man befinder sig i en arbejdssituation, der passer til ens arketype. Man skal så at sige finde den hylde, der harmonerer med ens profil. Befinder man sig ikke dér, bør man gribe fat i sin leder og forklare, hvad der driver én.

Ved at kende både sin egen og sine kollegers type, kan man undgå mange misforståelser og langt bedre forstå, hvorfor folk reagerer, som de gør.

»Danmark er et gennemgribende pragmatikerland, og mange virksomheder er ledet efter pragmatikerens hoved med faste målsætninger, MUS-samtaler og kvalitetssikring. Derfor vil rigtig mange pragmatikere finde sig rigtig godt til rette på de fleste arbejdspladser, mens det kan være meget sværere for primadonnaer og præstations-trippere,« forklarer Helle Hedegaard Hein.

Læs også: Fire spørgsmål som alle gode ledere bør stille

Ifølge hende er primadonnaerne og de introverte præstations-trippere afgjort de mest innovative og kreative. De kan føle sig hævet over dem, der ikke investerer lige så meget i arbejdet. De elsker at tænke ud af boksen, og de stopper ikke, før de har knækket nøden. Dermed ikke sagt, at pragmatikerne er dårligere medarbejdere. Pragmatikerne er uundværlige for det kollegiale sammenhold og for at nå de fastlagte målsætninger.

»Det er vigtigt, at der er plads til alle arketyper på en arbejdsplads. Det er en væsentlig pointe, at ingen er bedre end andre. Der er brug for alle kvaliteter, og derfor bør der tages hensyn til alles behov,« understreger Helle Hedegaard Hein.