»Havde jeg vidst, det var så skægt, var jeg blevet selvstændig noget før«

27. august 2014 kl. 08:00
»Havde jeg vidst, det var så skægt, var jeg blevet selvstændig noget før«
Illustration: Foto: Ricky John Molloy.
Serie: Bare et halvt år inden, han startede sin egen tømrervirksomhed, havde bygningsingeniør Martin Skou Heidemann svoret, at han aldrig ville blive selvstændig. Nu opfordrer han flere ingeniører til at gøre som ham.
Artiklen er ældre end 30 dage

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 27/08-2014

Det lå ikke i kortene for Martin Skou Heidemann at blive selvstændig. Alle i familien var offentligt ansatte, og selv arbejdede han som bygningsingeniør i et meget lille entreprenørfirma med bare to tømrersvende.

»Jeg snakkede med min bror om det med at blive selvstændig, og dengang sagde jeg: ‘Aldrig i livet’. Det følte jeg ikke, jeg havde nerver til,« siger Martin Skou Heidemann, der er uddannet akademiingeniør inden for byggeri.

Se her, hvis du vil tjekke de seneste jobtilbud for ingeniører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hans afsværgelse af livet som selvstændig kom dog hurtigt op til revurdering, da entreprenørfirmaet gik konkurs et halvt år efter samtalen med broderen. Han og de to tømrersvende stod pludselig uden job, og nøden fik Martin Skou Heidemann til at tage en chance.

Der var kun én stol i firmaet, så når bogholderen kom hver onsdag, var jeg nødt til at rejse mig op.
-- Martin Skou Heidemann, akademiingeniør og stifter af virksomheden Skou Gruppen A/S

»Det entreprenørfirma, jeg havde været ansat i, blev simpelthen drevet så talentløst. Det fik mig til at tænkte, at jeg kunne gøre det bedre. Det var egentlig det, der endte med at blive udløseren til, at jeg sprang ud i det. Jeg ville vise dem allesammen, hvordan man gør det her rigtigt,« siger han.

Læs også: »Vi indstillede os på, at de første år ville blive hårde«

Beskeden start

I dag er det 14 år siden, han tog sin beslutning, og virksomheden Skou Gruppen A/S beskæftiger nu omkring 150 håndværkere, der udfører alt lige fra mindre tømrer- og mureropgaver til totalentrepriser i hele Storkøbenhavn med en omsætning på godt 240 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men tilbage i 2000 var forholdene stadig meget beskedne. Martin Skou Heidemann havde taget de to arbejdsløse svende med sig videre ind i det nystartede firma, og hver morgen mødtes de tre om hans køkkenbord, der dengang udgjorde hovedkvarteret.

»Der var ingen, der kendte os, så jeg måtte ud og hive fat i alle mine kontakter og spørge, om der ikke var en eller anden opgave, vi kunne få lov at give en pris på. Vi kørte det hjemme fra køkkenbordet i fem år, og der var kun én stol i firmaet, så når bogholderen kom hver onsdag, var jeg nødt til at rejse mig op,« erindrer Martin Skou Heidemann.

»Det er virkelig et godt liv«

Selv om han endnu ikke føler, at den overordnede målsætning om at lave den bedste håndværkervirksomhed i hovedstaden er indfriet, må han somme tider knibe sig selv i armen, når det går op for ham, hvad han har været med til at skabe.

»Når jeg kommer herop om morgenen og ser medarbejdere møde ind og lærlinge komme cyklende på arbejde, har jeg stadig lidt svært ved at forstå det. Vi startede ved køkkenbordet, og nu er vi 150 mand. Det har været utrolig skægt og spændende at være med til at skabe,« siger han og fortsætter:

Læs også: Han droppede sit gode job for at følge en drøm

»Hvis jeg havde vidst, at det ville være så skægt, var jeg blevet selvstændig noget før. Man hører tit, at det er meget indviklet at være selvstændig, fordi der er mange blanketter og megen dum administration. Jeg kan overhovedet ikke genkende det,« siger Martin Skou Heidemann.

I foråret blev han valgt som formand for arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri, og hans opfordring lyder derfor, at flere ingeniører burde overveje en tilværelse som deres egen herre:

»Jeg synes, mange, mange flere ingeniører burde starte op som selvstændige. Det er virkelig et godt liv, og der er masser af muligheder. Byggebranchen er utrolig levende, fordi der hele tiden kommer nye produkter og arbejdsmetoder, og for mig at se er der masser af muligheder for at starte selvstændig virksomhed. Det er der flere, der burde gøre.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad driver egentlig de ingeniører, der fravælger det trygge liv som lønmodtager for at kaste sig ud i et liv som selvstændig? Jobfinder portrætterer i denne serie en række ingeniører, som har valgt at etablere egen virksomhed.

Læs også: Han var træt af, at andre bestemte

Læs også: Specialisering i at være generalist.

Læs også: Ingenieurer i uniform i 300 år.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning