Gå til hovedindhold

Han vil være ingeniør for at blive racerkører

Martin Holm har valgt ingeniørstudiet for at komme tættere på en karriere som professionel racerkører. Han har allerede kørt på Formel 1-banen Hockenheim i Tyskland.

Årets Formel 1-løb, der for alvor blev skudt i gang i weekenden, er blevet fulgt minutiøst i privaten hos den 22-årige ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet, Martin Holm. Interessen skyldes ikke bare deltagelse af danske Kevin Magnussen; nej for nordjyden handler motorsport om meget mere end nationalfølelse. Det handler om egne ambitioner.

Læs også: Dansk EF forskning kan skade vores industri.

»Racerløb er hele mit liv. Ikke kun når der er Formel 1,« fastslår Martin Holm, der i årevis selv haft drømmen om en professionel karriere inden for racerløb. En drøm, der begyndte en tåget efterårsdag i 2008, da han første gang satte sig ind i en gokart på den 1.200 meter lange gokartbane i Thy.

På tørdæk - og i det, han selv definerer som ‘en vogn af ældre dato’ - trådte den dengang 14-årige speederen i bund og svingede ud på en spejlglat bane. Det var dømt til at gå galt. Og det gjorde det også. Gokarten slog igen, og Martin Holm skred direkte af banen.

»Jeg var skræmt fra vid og sans, men havde samtidig kun en eneste tanke i hovedet: Hvornår kan jeg komme ud og køre igen,« fortæller Martin Holm.

Vil være sin egen tekniske specialist

Det, der kunne have endt med alvorlige fysiske knubs, blev i stedet startskuddet til en karriere - både som racerkører og ingeniør. Siden den dramatiske efterårsdag for otte år siden har Martin Holm brugt det meste af sin fritid på motorsport.

Med sit racing team, MHJ Motorsport, har han deltaget i fire sæsoner i både de danske og nordiske mesterskaber. Medaljer er det desværre aldrig blevet til, hvilket ærgrer den ambitiøse racerkører, der dog har brugt den manglende podieplads som drivkraft til at søge mod ingeniøruddannelsen:

»Det gik hurtigt op for mig, at du skal have et stort netværk af tekniske specialister omkring dig for at vinde et løb. Den slags er dyre, og jeg besluttede mig derfor for at blive min egen specialist,« forklarer Martin Holm, der i dag er i gang med 6. semester i mekanik og produktion på Aalborg Universitet.

Flere timer i værksted end ved skrivebord

Ved siden af studiet er han med i AAU Racing, der består af en gruppe af studerende, som designer og bygger deres egen racerbil for at deltage i konkurrencer over hele Europa. Sidste sommer kørte han på Formel 1- banen i Hockenheim i Tyskland, og i år forbereder han sig til sommerens løb i Silverstone i England. Med sine medstuderende er han i gang med at udvikle en ny bil i kompositmaterialer med kulfibermonocoque til 2017-sæsonen.

»Når man ved, hvordan kinematikken fungerer, får man en bedre forståelse af bilen og kan derfor bedre kontrollere den,« fastslår Martin Holm.

Søger du studiejob? Tjek de nyeste stillingsopslag på Jobfinder

Kombinationen af studier og mekanik har vist sig at være den perfekte løsning for Martin Holm.

»Jeg ville ikke have kunnet fastholde interessen for mit studie, hvis det ikke havde været, fordi jeg kan overføre teorien til racerkørsel. Og skal jeg være helt ærlig, bruger jeg flere timer i værkstedet end ved skrivebordet,« indrømmer Martin Holm.

Drømmen er stadig at kunne bryste sig af titlen som professionel racerkører, og de internationale konkurrencer med AAU Racing er oplagte steder at gøre sig bemærket. Dommerne kommer fra førende internationale virksomheder som Mercedes og ZF, og talentspotting er en del af deres virke.

»Jeg har allerede gode kontakter i flere af de store virksomheder og har lige nu ansøgninger ude om praktikophold i flere racerafdelinger. Så nu må vi se, hvor det kan føre hen,« fortæller Martin Holm.