Han tror på Egypten som hotspot for outsourcing

16. juni 2016 kl. 10:15
Trods revolutioner og uro, har dansk startup sat alt ind på at gøre Egypten til omdrejningspunkt for fremtidens it-outsourcing.
Artiklen er ældre end 30 dage

Outsourcing eller offshoring – kald det, hvad du vil, det handler om at skaffe it-hoveder, der ikke kan fås i Danmark. I hvert fald ikke til en løn, der er til at betale for små og mellemstore danske virksomheder.

Og mens denne jagt på it-hoveder hidtil primært er sket i Østeuropa og Asien, så ligger fremtiden nu i en helt anden verdensdel, mener Hans Henrik Groth.

Han er CEO og medstifter af virksomheden Crossworkers, der i disse år forsøger at puste liv i et outsourcing-eventyr i Egypten. Et land, der de seneste år har været omdrejningspunkt for revolutioner og uro, men som ikke desto mindre hvert år udklækker tusindvis af it-kandidater, der er sultne efter job- og karrieremuligheder.

»Jeg ser et kæmpe potentiale i Egypten. Sammenligner vi med Østeuropa er egypternes engelsk-­kundskaber langt bedre, lønudviklingen mere moderat, og kulturelt er de mere ekstroverte. I forhold til Asien har Egypten den fordel, at de arbejder i samme tidszone som os,« forklarer Hans Henrik Groth, da Ingeniøren møder ham i Kairo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CrossWorkers

Virksomheden fungerer som headhunter for danske virksomheder med behov for it-medarbejdere.

Crossworkers står for den fulde HR-proces med test, interview og matchvurdering af egyptiske software-udviklere.

Virksomhedens egyptiske HR-medarbejdere udvælger egnede kandidater, hvorefter den danske kunde selv står for rekrutteringssamtale og ansættelse. Efter ansættelsen stiller Crossworkers kontor- og it-faciliteter til rådighed for udviklerne i Kairo

Igennem Crossworkers er det muligt at rekruttere en egyptisk udvikler til ca. en tredjedel af prisen for en dansk udvikler. Prisen for en egyptisk software-udvikler er omkring 16.000 kr./md., mens en senior udvikler koster 21.000 kr./md. og en teamleder 23.500 kr./md.

De egyptiske udviklere har programmeringskompetencer inden for både .Net, Java, Open Source, Drupal, Python m.m.

Virksomhedens kontor i Kairo ledes af lokal direktør, der har det daglige ansvar for virksomhedens 65 udviklere samt fire rekrutteringskonsulenter.

Han har tidligere har arbejdet med outsourcing i Østeuropa og Pakistan, men forlod sidstnævnte på grund af sikkerhedsrisikoen. I disse år pendler han derfor frem og tilbage mellem København og Egypten med en sort rygsæk hængende over den blå habitjakke og en udtjent rullekuffert fuld af fugemasse og andet gør det selv-grej for – bogstaveligt talt – at opbygge virksomhedens kontor i Kairo, der i dag huser 65 egyptiske udviklere.

Håndværkerne mangler stadig at fuge de lydisolerende plader i kontorbygningen, så Skype-samtalerne mellem de danske kunder og de egyptiske it-folk kan ske med mindst mulig forstyrrelse. Og selv om CEO’en mest har rosende ord tilovers for Egypten, indrømmer han, at landet endnu ikke har knækket koden til kvalitetsstærk fugemasse.

»Det sker ofte, at jeg må supplere lidt op på materialesiden med grej hjemmefra. Vi gennemfører løbende forbedringer på kontoret og er i gang med at bygge en moské til medarbejderne i gården,« forklarer Hans Henrik Groth, der sammen med sparringspartneren Anders Christian Andersen skød Crossworkers i gang for to år siden.

Medier skaber utroværdigt billede

På trods af revolutioner, uro og de flystyrt, der har ramt Egyptair gennem de seneste år, oplever Hans Henrik Groth, at Egypten er et langt mere stabilt land at operere i end mange asiatiske lande. Og det er magtpåliggende for ham at få overbevist kunderne om det samme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Crossworkers fungerer som en form for headhunter, der screener det egyptiske marked for it-udviklere samt tester og interviewer potentielle kandidater. Kandidaterne præsenteres for de danske kunder, som selv rejser til Egypten og gennemfører rekrutteringssamtalen. Den danske startup stiller it- og kontor-­faciliteter til rådighed i Kairo, men al kommunikation om it-leverancer foregår direkte mellem kunden og deres egyptiske it-medarbejdere.

»Det billede, der skabes af Egypten i danske medier, er ikke i tråd med det, vi oplever hernede. Her er mere sikkert at gå rundt end mange steder i København, men vi har desværre mistet kunder, der mener at kende alt til Egypten efter at have set TV 2 News og TV Avisen,« forklarer Hans Henrik Groth.

Læs også: De er fremtidens it-specialister

Ifølge chefkonsulent i DI Digital Søren Cajus er den sociale uro i landet og i hele den nordafrikanske region et væsentlig forhold at tage i betragtning for en dansk virksomhed med outsourcing-behov.

»Jeg tør ikke vurdere Egypten specifikt. Inden for de kommende ti år vil vi måske se, at Nordafrika gennemgår den samme udvikling, som Indien har oplevet med massive internationale investeringer. Men den slags forudsætter et stabilt styre.«

Omvendt understreger han, at det er naturligt at søge derhen, hvor it-opgaverne kan blive løst bedst og billigst, og her har Afrika et potentiale. Markedsmekanismerne og stigende lønninger vil skabe muligheder for, at nye regioner kan poppe op og blive ny outsourcing-destination.

»Der er altid en risiko, når man bevæger sig ind i nyt land og hverken kender graden af stabilitet eller de lokale kompetencer. I den sammenhæng giver det god mening at bruge en mægler, der både kender landet og det lokale it-marked,« pointerer Søren Cajus.

It-pulje er stor

Jakob Faber Silén, souschef på den danske ambassade i Kairo, definerer sikkerhedsniveauet i Egypten som ‘relativt stabilt’ gennem de seneste to år. Han fortæller, at der endnu ikke er mange danske it-iværksættere, der forsøger sig med det egyptiske marked, selvom it-potentialerne er til stede:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Egypten har generelt et lavt uddannelsesniveau, men fordi antallet af studerende er så højt, og der findes flere velrenommerede udenlandske universiteter i Kairo, er der alligevel en stor pulje af it-talenter.«

Hans-Henrik Groth er ikke i tvivl. Han tror på Egypten og har allerede lagt planer for en ekspansion:

»Vi er vokset med 100 procent hvert år, siden vi begyndte i 2014, og regner med at runde 100 medarbejdere ved årsskiftet. I fremtiden vil vi ikke alene satse på rekruttering af udviklere. Vi planlægger at bevæge os ind på ingeniørmarkedet i løbet af de kommende år.«

Læs også: Mange nye muligheder for it-professionelle inden for udvikling og it-ledelse

Ingeniøren var inviteret til Kairo af Crossworkers.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning