Fem tegn på, at du handler passiv-aggressivt på dit job

18. marts 2019 kl. 05:45
Fem tegn på, at du handler passiv-aggressivt på dit job
Illustration: http://leadershipfreak.wordpress.com/.
Det er let at genkende den passiv-aggressive kollega eller chef, der siger én ting til dig og noget helt andet om det bag din ryg. Men kan du kende tegnene hos dig selv? Tjek her, om du er passiv-aggressiv på jobbet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Ingeniøren genudgiver løbende de bedste karriereartikler, der med tiden har vist sig relevante for vores læsere. Denne artikel blev oprindeligt udgivet: 13/07-2014

Hvornår var sidste gang, du gjorde noget af følgende på din arbejdsplads:

  • Du siger ikke din ærlige mening om et emne, når du bliver spurgt direkte.
  • Du bliver vred på nogen uden at lade dem vide hvorfor.
  • Du nøler med at færdiggøre en opgave, alene fordi du ikke kan se meningen i det.
  • Du roser nogen i det offentlige rum, men kritiserer dem privat.
  • Du siger sætningen 'Det er helt fint at gøre, som du synes. Bare fortæl mig, hvad du vil have mig til at gøre.' - og det i virkeligheden ikke er fint med dig.

Uanset om det er bevidst eller ubevidst, er alle disse eksempler tegn på, at du handler passiv-aggressivt. Det vil sige, hver gang der er en modsætning mellem, hvad du siger (passiv), og hvad du gør (aggressiv).

På længere sigt er passiv-aggressiv adfærd en glidebane, der fører til mistillid og slider på din troværdighed, skriver Harvard Business Review. Det er ikke nogen karrierefremmende egenskab at være kendt for at være passiv-aggressiv. Heldigvis kan du ændre din adfærd, når du bliver opmærksom på det, selvom det kræver en god portion vilje at bevæge sig ud af sin comfort zone.

Her er fem strategier, som du kan overveje:

  • Genkend din adfærd. Det er vigtigt, at du begynder at lægge mærke til, hvilke situationer der får dig til at blive passiv-aggressiv. Det vil hjælpe dig til at afprøve andre måder at reagere på. Start med at analysere situationen: Hvem var involveret? Hvordan udviklede situationen sig? Hvad skete der? Hvordan reagerede du? Er der et mønster?

  • Identificér årsagen. Der er højst sandsynligt en grund til din passiv-aggressivitet. Det kan være en frygt for fiasko (et ønske om at være perfekt), en frygt for afvisning (et ønske om at være vellidt) eller en frygt for konflikt (et ønske om harmoni). Det er vigtigt at kende roden til problemet, så du kan konfrontere det og afgøre, om din frygt virkelig er berettiget.

  • Vær ærlig over for dig selv. Når du forstår de underliggende årsager til din adfærd, skal du ærligt spørge dig selv, hvad du virkelig ønsker. Hvis du fortsat vælger at lægge låg på dine følelser eller fortrænge dem, vil de passiv-aggressive reaktioner kun sætte sig bedre fast. Hvad er det, du virkelig tænkte i situationen? Hvad ønskede du i virkeligheden at sige? Hvilket resultat håbede du på at opnå? Tænk derefter på, hvordan du kan udtrykke det på en direkte og respektfuld måde.

  • Omfavn konflikterne. En stor del af at give slip på passiv-aggressiv adfærd er at acceptere, at konflikter sker. Konflikter på arbejdspladsen er ikke nødvendigvis en dårlig ting, hvis du gør en indsats for at komme igennem dem konstruktivt. Søg gensidig accept af hinandens holdninger og erkend, at selvom du ikke er enig med nogen, behøver det ikke at betyde, at jeres indbyrdes forhold er ødelagt.

  • Få andres input. Det er hårdt arbejde at ændre sin adfærd. Du kan nemt blive for kritisk over for din egen indsats og blive skuffet over, at du ikke ser nok fremskridt. Derfor er det en god idé at tage andre med i processen. Del, hvad du arbejder på, med et par stykker andre, som du stoler på. Så kan du bede dem vurdere løbende, hvordan du klarer dig. Snakker du bare om det, eller sker der faktisk noget?

At administrere din egen passiv-aggressive adfærd handler om at få bugt med de uoverensstemmelser, der opstår mellem dit indre (hvad du tænker) og dine eksterne handlinger (hvad andre ser og hører). Hvis du forener dine tanker med dine handlinger, vil du ikke kun opbygge tillid hos dine kolleger, du vil også få mere selvtillid og tro på dig selv.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning