Gå til hovedindhold

Færre arbejdsløse ingeniører slører øget dimittendledighed

Samlet set er der færre arbejdsløse ingeniører end sidste år, men antallet af arbejdsløse nyuddannede på dagpenge stiger.

Antallet af arbejdsløse ingeniørdimittender er steget fra 21,9 procent i januar 2013 til 24,5 procent i januar i år. Det betyder, at 390 nyuddannede ingeniører stod uden job i januar.

Opgørelsen fremgår af ledighedstallene fra Akademikernes (det tidligere AC), som også omfatter ledighedstallene for ingeniører.

Læg dit cv på Jobfinder og bliv synlig for din næste arbejdsgiver.

Ifølge Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA, svinger dimittendledigheden afhængigt af, hvornår de nye kandidater kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor giver sammenligningen med samme måned sidste år stof til eftertanke:

»Det er da ikke så trygt, at ledigheden for de nyuddannede har bevæget sig denne vej det seneste år,« siger han.

Færre ledige ingeniører samlet set

Meldingen om den stigende dimittendledighed kommer imidlertid samtidig med, at den generelle ingeniørledighed er faldet fra 2,8 procent for et år siden til 2,5 procent i januar i år.

Det svarer til, at der dengang var 1.604 arbejdsløse ingeniører, mens tallet i dag er faldet til 1.481.

De modsatrettede tal for nyuddannede og erfarne ingeniører er et tegn på, at årgangene er blevet større, men også at virksomhederne helst hyrer folk, der allerede er i job, vurderer Morten Thiessen:

»Der er mere tryghed i at ansætte en erfaren medarbejder end et nyt og ubeskrevet blad,« siger han.

I går lancerede Akademikernes 27 konkrete forslag til, hvordan de højtuddannede kan sættes i spil til gavn for erhvervslivet, samfundet og akademikerne selv.

Læs også: Højtuddannede skal sætte skub i dansk erhvervsliv

Og her er tre af forslagene netop målrettet en ’Bedre overgang fra uddannelse til arbejdsmarked’, fordi det, som det hedder i forslaget: ’Med den aktuelt meget høje dimittendledighed er det nærliggende (…) at sætte fokus på, hvordan der kan skabes en mere smidig overgang fra universitetsstudium til arbejdsliv i den private sektor.’

De tre forslag består af to nye uddannelsesmodeller: en virksomhedskandidat, hvor den studerende er tilknyttet en privat virksomhed under studiet, og en iværksætterkandidat, hvor den studerende kan udvikle sin egen forretningsidé sideløbende med studiet. Det tredje forslag skal klæde dimittender på til at arbejde i små og mellemstore virksomheder.

Læs også: Paradoksalt fald i ledigheden kamuflerer dagpengetabere

Blandt alle akademikergrupper er 28,8 procent af dimittenderne ledige. Værst ser det ud for magistrene, hvor 34,6 procent af yngste årgang er ledige. Det svarer til en stigning siden sidste år på 6,8 procentpoint. Djøf’erne følger efter med en dimittendledighed på 31,9 procent, hvilket faktisk er et fald på 2,0 procentpoint i forhold til januar 2013.

Samlet set er der tale om et fald i ledigheden for alle akademikergrupper på 1,0 procentpoint fra 5,4 procent i januar 2013 til 4,4 procent på samme tid i år.

Magistrene er hårdest ramt med en arbejdsløshed på 5,2 procent. Herefter kommer djøf’erne med 4,4 procent, mens 2,5 procent af alle ingeniører er uden job.

Arbejder Danmarks største talent i din virksomhed? Så meld straks vedkommende til vores store talentkonkurrence her