Få ni måneders løn hvis du afslører chefen i svindel

Ender du med en fyreseddel efter at have afsløret kritiske forhold på din arbejdsplads, kan du nu få op til ni måneders løn. Ingeniørforeningen lancerer økonomisk kompensationsordning for whistleblowere.

Nu behøver du ikke længere frygte at skulle gå fra hus og hjem, hvis du skulle være så uheldig at blive afskediget efter at have indrapporteret kritisable forhold om din arbejdsplads. Whistleblowere, der opsiges efter have afsløret snyd og ulovligheder kan fremover søge om økonomisk hjælp i Ingeniørforeningen.

En ny whistleblower-ordning tilbyder juridisk rådgivning til medlemmer samt økonomisk kompensation, der kan sikre whistleblowere op til ni måneders løn.

Det oplyser IDA i en pressemeddelelse.

Hold øje med de nyeste stillingsopslag på Jobfinder

Ifølge Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, mødes whistleblowere ofte med sanktioner og repressalier fra deres arbejdsgiver, når de har informeret om kritisable forhold.

»IDAs medlemmer sidder i stillinger, hvor de fx fører tilsyn og udsteder tilladelser, og de har hænderne nede i vigtige emner som forurening, fødevaresikkerhed, persondata og store udbud. De kan potentielt falde over forureningsskandaler, magtmisbrug og korruption, fup og svindel. Det gør ordningen til et relevant tilbud for vores medlemmer,« siger Morten Thiessen i pressemeddelelsen.

Læs også: Seks gode råd til whistlebloweren

Endnu er det ikke lykkedes at lovgive, så whistleblowere får den samme retsstilling, uanset om de er ansat i en offentligt eller privat virksomhed. I følge Ingeniørforenigen har omkring 200 private virksomheder etableret deres egne whistleblowerordninger, mens tallet er langt mindre på det offentlige område. De eksisterende private ordninger varierer imidlertid meget i kvalitet og seriøsitet i forhold til både anonymitet og fortrolighed.

»Når vi ikke har en lovgivning, der giver whistleblowere den samme grad af beskyttelse, som vi fx giver gravide, så kommer afsløringer af kritisable forhold til at afhænge af, hvor lang anciennitet den enkelte whistleblower har. For hvis medarbejderen fyres for at ytre sig, så er det de almindelige ansættelsesretlige regler, der regulerer konsekvenserne. Og er du nyansat, så vil du højst sandsynligt få et kort opsigelsesvarsel og ingen godtgørelse, hvis du falder over ulovlige forhold og informerer om det,« siger Morten Thiessen.

Hvis du ønsker rådgivning som whistleblower, kan du sende en mail til whistleblowerraadgivning@ida.dk, derefter vil du blive kontaktet af en IDAs juridiske eksperter.