Gå til hovedindhold

»I Dubai kan man godt mærke, hvem der er chef«

Dansk ingeniør oplevede udstationering i Dubai som en fantastisk læreproces, der gav masser af nyt input på cv’et. Og selv om hierarkiet er mere tydeligt end herhjemme, blev mange fordomme gjort til skamme.

‘Giver jeg hånd, eller nøjes jeg bare med at nikke?’ Lill I.D. Bjerregaard, diplomingeniør og arkitekt hos Atkins, var i syv sind, da hun under sin udstationering i Dubai første gang mødte en kunde, der var traditionelt klædt:

»Når man aldrig før har mødt en mand, der er klædt i en dishdasher (en lang hvid kjortel) og det traditionelle hovedklæde, bliver man lidt nervøs, fordi man ikke ved, hvad man bør gøre. Men der var slet ingen problemer. Da jeg stak hånden frem, gjorde han det samme. Ens egne fordomme står nogle gange i vejen,« siger Lill I.D. Bjerregaard.

Vil du videre i karrieren? Tjek Jobfinder.

Siden april 2013 har hun været flere gange i Dubai, og i sidste omgang blev det til et helt års udstationering sammen med hendes mand, Christian I.D. Johansen, der fik job i ejendomsbranchen.

I et samfund, hvor kvinderne bærer abaya (en lang sort kappe) og tørklæde i det offentlige rum, kunne man forvente, at der blev krævet det samme af udenlandske kvinder, men sådan forholder det sig ikke, fortæller Lill I.D. Bjerregaard, der i det seneste års tid har været tilbage på Atkins’ kontor i Ørestaden.

»Der er utrolig mange expats og folk fra forskellige kulturer i Dubai, så de er vant til, at folk ikke ved, hvordan man gør. Nogle gange var der da nogle, der kiggede på mig på gaden, som om de tænkte: ‘Hold da op, hvor ser det mærkeligt ud med det lyse år’, men dem, jeg har mødt gennem arbejdet, reagerede ikke på, at jeg er kvinde,« fortæller hun.

Pragmatisk løsning på ramadanen

Men dermed ikke sagt, at alt er som herhjemme – og slet ikke under ramadanen. Her forventes det, at man hverken spiser eller drikker offentligt i dagens løb – også på arbejdspladsen, hvor det er forbudt med så meget som et glas vand eller en kop kaffe på skrivebordet:

»Der mærker man virkelig forskellen, også fordi alle restauranter holder lukket. Hos Atkins gjorde vi dog det, at vores tekøkkener blev skærmet af, så alle ikke-muslimer kunne sætte sig derind og spise,« fortæller hun.

Som kvindelig medarbejder på en mandearbejdsplads i et mandsdomineret samfund kunne man forvente en mur af problemer, men kønnet fyldte ikke mere end herhjemme, oplevede Lill I.D. Bjerregaard – i hvert fald ikke i særlig vid udstrækning.

Atkins i Dubai har regler for påklædningen, men de er sandsynlig ikke skrappere end på koncernens kontorer i Storbritannien, vurderer Lill I.D. Bjerregaard. De kvindelige medarbejdere skal bære lange bukser eller en nederdel, der dækker knæet, og de forventes at have en pæn skjorte på eller en bluse med et lille ærme, så skuldrene er dækket.

»Uden for butikkerne er der skilte, som viser, hvor lange ærmerne skal være, og hvor nederdelen skal gå til. Men der er intet krav om, at du skal bruge abaya eller slør, og jeg har været ved stranden i bikini uden problemer,« fortæller hun.

Klar rangorden i kontoret

Til gengæld er der et helt andet hierarki end på en dansk arbejdsplads. De fleste sidder ganske vist i storrumskontorer, men der er en helt klar rangorden. For eksempel er der ansat en medarbejder til forskelligt forefaldende arbejde, herunder at gå rundt ved chefernes borde og servere kaffe:

»På den måde kunne man godt mærke, hvem der var chef,« fastslår hun.

Opholdet i Dubai har været en fantastisk læreproces og givet masser af nyt input til cv’et, for der bliver arbejdet igennem dernede. Den ugentlige arbejdstid er 45 timer på papiret, men i realiteten bliver det nemt til meget mere, når et projekt skal være færdigt, for bygherren forventer hurtig levering:

»Selv om det alle steder er den, der betaler, der bestemmer, er det mere udtalt i Dubai. Hvis deadline bliver rykket frem, må man bare arbejde mere. Herhjemme har man meget mere ­respekt for medarbejdernes tid. Dernede er man mere kold,« oplever Lill I.D. Bjerregaard.

Enevælde med fuld fart på

Den hast, hvormed udviklingen foregår, har overrasket hende allermest ved Dubai. Da hun kom tilbage efter en tidages juleferie i Danmark, var der pludselig bygget en pavillon i hendes nabolag, som de ikke havde set skyggen af, før de tog af sted:

»Det er fascinerende, at tingene går så stærkt, men det skyldes selvfølgelig også, at der ikke er så mange love og regler eller lange høringsprocesser med borgerinddragelse. Der er jo enevælde dernede,« konstaterer hun.

Selvom Lill I.D. Bjerregaard har været meget glad for de spændende faglige udfordringer og gerne tager en tørn dernede igen, kunne hun ikke tænke sig at bo fast i Dubai:

»Jeg har nok fået nogle andre værdier. Det forventes, at man bliver siddende om aftenen og ofte i weekenderne. Det er sjovt i en periode, fordi opgaverne er spændende, men i længden kom jeg til at savne tid til at dyrke mine fritids­interesser og mit sociale liv.«