Derfor skal du altid ringe på jobopslaget

15. december 2016 kl. 02:00
Derfor skal du altid ringe på jobopslaget
Illustration: Nyul/Bigstock.
Hvis du stiller de rigtige spørgsmål, starter din jobsamtale allerede i telefonen. Det mener karriererådgiver i IDA, som afslører, hvilke spørgsmål du skal stille for at få et forspring
Artiklen er ældre end 30 dage

Selv om du synes, at virksomheden har beskrevet det ledige job fint i deres stillingsannonce, skal du alligevel ringe og stille spørgsmål, inden du sender din ansøgning. Det giver dig et forspring i jagten på jobbet, lyder det fra Morten Esmann, karriererådgiver i Ingeniørforeningen IDA.

Tre gode spørgsmål

De tre konkrete spørgsmål, som Morten Esmann anbefaler, at du stiller er:

1. Er der bestemte opgaver, der ligger og venter på at blive løst - hvilke?

2. I omtaler en række opgaver i jobopslaget - hvilke vil jeg komme til at prioritere højst?

3. Hvad er succeskriterierne for de første måneder?

Han henviser til Konsulenthuset Ballisagers rekrutteringsanalyse fra 2012, hvor omkring halvdelen af virksomhederne siger, at færre end hver tiende ansøger ringer på jobbet på forhånd. Og det er mindre end hver tiende virksomhed, der oplever, at over halvdelen af ansøgerne ringer.

»Det er forbløffende mange, der ikke ringer, og det giver de, der ringer, en klar fordel,« mener Morten Esmann.

Vil du gerne have nogle at ringe til? Find de ledige stillinger her

Første opringning kan blive første jobsamtale

For det første kan en opringning nemlig give dig mere at vide om stillingen, end der står i jobopslaget. Og dermed kan du bedre kan målrette din ansøgning. For det andet kan du vække så meget opmærksomhed, at jobsamtalen reelt starter allerede i telefonen, hvis du stiller de rigtige spørgsmål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: sådan forbereder du dig optimalt til jobsamtalen

»Det allervigtigste med din opringning er at få noget at vide, som andre kandidater ikke ved. Altså noget mere end det, der står i jobopslaget. For det andet kan du vække så meget opmærksomhed, at jobsamtalen reelt starter allerede i telefonen. Hvis du stiller de rigtige spørgsmål, vækker du interesse med det samme,« siger Morten Esmann.

Ringer du uden egentlig at have noget at spørge om, men blot i håb om, at arbejdsgiveren så kan huske dit navn, tager du fejl. Den forestilling er en myte, siger karriererådgiveren.

Virksomhederne vil gerne ringes op

Konsulenthuset Ballisager har i deres Rekrutteringsanalyse 2016 spurgt virksomhederne om deres holdning til opringninger på jobopslag. Her er et udsnit af resultaterne:

1% af de adspurgte virksomheder vil IKKE ringes op af ansøgere.
79% mener, at et godt opkald er kendetegnet ved, at der stilles spørgsmål, hvor svaret ikke fremgår af jobannoncen.
66% oplever, at der bliver stillet relevante spørgsmål.
58% mener, at et opkald under 8 minutter er passende (2-4 min: 30%, 4-8 min: 28%)

Stil konkrete spørgmål

Morten Esmann understreger, at de spørgsmål, man skal stille, bør tage udgangspunkt i jobopslaget. Og spørgsmålene skal være konkrete.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Der er altid noget i opslaget som kan uddybes. Hvis der står, at der må påregnes rejseaktivitet, så spørg til hvor meget. Hvis der tales om en række opgaver, man skal løse, så spørg til, hvordan opgaverne prioriteres i forhold til hinanden. Tit er der en liste af opgaver, men hvilke er vigtigst,« siger han.

Ifølge konsulenthuset Ballisagers Rekrutteringsanalyse 2016 mener to tredjedele af virksomhederne, at en opringning skal klares inden for otte minutter, så det gode råd fra karriererådgiveren er, at du forbereder dig.

Skab dialog

Morten Esmann anbefaler desuden, at du får gang i en lille dialog omkring de enkelte konkrete spørgsmål. Gjort rigtigt, vil din jobsamtale allerede starte i telefonen.

Konkret foregår det ved, at du stiller dit spørgsmål, arbejdsgiveren svarer, og du følger op med for eksempel at sige "Det lyder godt. Det har jeg nemlig prøvet før, dengang jeg ...".

Læs også: Her må du aldrig sjuske, når du søger job

I øvrigt skal du være forberedt på at svare på arbejdsgiverens spørgsmål, når du ringer. Det er nemlig ikke usædvanligt, at han eller hun spørger til, hvem du er, og så skal du være klar til at kunne præsentere dig.

Nævn samtalen i ansøning og CV

Endnu et godt råd fra Morten Esmann er at huske at bruge oplysningerne fra samtalen i dit cv og i din ansøgning.

»CV'et justerer du, så det fremhæver dine kompetencer inden for de hovedområder, som arbejdsgiveren kigger efter. Og i ansøgningen skal du nævne, at du har talt med den person, der står nævnt i jobopslaget, og så referere til en eller to specifikke ting fra samtalen, hvor du kort og konkret beskriver din måde at gribe den opgave an på,« siger han.

Meld dig til jobsøgningskursus hos IDA i Aalborg

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning