Gå til hovedindhold

De betaler 20 procent mere i løn, alligevel mangler de medarbejdere

Hård konkurrence om kompetencer presser løn-niveauet blandt it-folk i finanssektoren i vejret. It-medarbejdere uden ledelsesansvar tjener knap 60.000 kr. om måneden.

Lønnen for it-medarbejdere i den finansielle sektor ligger i den særdeles pæne ende af lønskalaen. Alligevel kæmper branchen med at tiltrække kvalificerede medarbejdere til at løfte den hastigt voksende digitalisering af branchen.

Det skriver Børsen.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik betaler den finansielle sektor 20 procent mere i løn end øvrige it-virksomheder i den private sektor. Men det afspejler sig desværre ikke i bunken med kvalificerede ansøgere, fortæller Claus Hjort Bjerre, viceadm. direktør i Bankdata, der leverer it-løsninger til bl.a. Jyske Bank og Sydbank.

»De virkeligt højtuddannede, som dataloger og civilingeniører, er en mangelvare. Når vi søger, får vi meget få relevante ansøgere,« fortæller Claus Hjort Bjerre til Børsen.

Og Bankdata står ikke alene. Ifølge en undersøgelse lavet af Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) kæmper tre ud af fire finansielle it-virksomheder med at finde højtuddannede systemudviklere.

I undersøgelse, der omfatter 108 finansielle it-virksomheder, svarer hver tredje, at de decideret mangler én eller flere systemudviklere.

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik får it-medarbejdere uden ledelsesansvar i en finansiel it-virksomhed i gennemsnit knap 60.000 kr. om måneden, mens it-medarbejdere uden ledelsesansvar i øvrige virksomheder i gennemsnit tjener knap 50.000 kr. om måneden.

Risiko for outsourcing

Det er primært konkurrencen om medarbejdere, der presser lønnen op, mener adm. direktør i FA, Mariane Dissing. Til Børsen siger hun:

»Der er gang i it-projekterne, men kompetencerne halter efter. Det skaber et for højt lønniveau,« siger hun.

Hun frygter, at virksomhederne i den finansielle sektor i sidste ende tvinges til at outsource opgaverne til udlandet.

»Vi ser, at det bliver for dyrt og vanskeligt for vores medlemmer at rekruttere, og at opgaverne derfor flytter udenfor landets grænser. Det er et stort problem, for vi skal leve af it i fremtiden,« siger Mariane Dissing.

Læs også: Disse 20 tech-virksomheder betaler den højeste løn

På Datalogisk Institut ved Københavns Universitet (KU) er det tydeligt, at efterspørgslen efter dygtige it-medarbejdere stiger.

»Vi er ved at være dér, hvor spørgsmålet er, hvilke it-virksomheder, der har den største pung,« siger Fritz Henglein, professor i datalogi på KU.

Han er ikke overrasket over lønniveauet i finanssektoren:

»Finanssektoren betaler godt. Det er en af de bedre sektorer at være i,« siger Fritz Henglein

Beskæftigelsen i de finansielle it-virksomheder er ifølge tal fra FA steget 11,5 pct. siden 2008, og foreningen regner med, at der bliver skabt yderligere 100 job i 2016.

Læs også: Lønningerne eksploderer til cloud computing-ingeniører