Gå til hovedindhold
search

Danmarks sejeste ingeniør: Og vinderen er ...

Han fik kamp til stregen, men 27-årige Andreas Laustsen er nu officielt kåret til Danmarks sejeste ingeniør.

Efter måneders dyst er den første indehaver af titlen som Danmarks sejeste ingeniør fundet. Blandt seks stærke finalister har dommerne valgt den 27-årige civilingeniør og ph.d.-studerende Andreas Laustsen som vinder:

»Vi vil gerne sætte ansigt på nogle af de mennesker, der skaber teknologi til gavn for os alle. Andreas Laustsen er en prisværdig bannerfører for titlen som Danmarks sejeste ingeniør,« siger Frida Frost, formand for Engineer the future, om valget.

Studerer slangegift i Costa Rica

I en alder af 27 år har Andreas Laustsen allerede været med til at stifte to biotekvirksomheder, ligesom han er tidligere leder af organisationen Biotech Academy, der udvikler teknologibaseret undervisningsmateriale til gymnasieelever i blandt andet fysik, matematik og kemi.

Læs også: Mød ingeniøren, der drømmer om moderne slange-modgift

Frem til marts 2015 studerer han slangegift på et af verdens førende modgiftcentre i Costa Rica som led i sin ph.d.

Hvert år bliver skønsmæssigt fem millioner mennesker bidt af slanger, hvilket koster op mod 100.000 af dem livet og fører til flere gange så mange amputationer Alligevel er forskningen i modgifte begrænset. Andreas Laustsens store drøm er derfor at udvikle en moderne biofarmaceutisk modgift, der vil kunne gøre en forskel for millioner af mennesker.

»Andreas viser, hvordan ingeniører finder løsninger, der forandrer verden. Han har allerede i en ung alder vist, at han med sin teknologiske viden vil kunne redde liv. Samtidig prioriterer han at dele sin begejstring for ingeniørfaget ved at lave teknologisk undervisningsmateriale målrettet gymnasieelever. Det er meget prisværdigt,« siger Frida Frost.

Flere forbilleder at spejle sig i

Som Ingeniørens læsere vil vide, valgte et dommerpanel med seks markante erhvervs- og ingeniørprofiler i slutningen af oktober seks finalister blandt de 60 kandidater, som blev indstillet til konkurrencen.

Her er Danmarks seks sejeste ingeniører.

I sidste ende var dommerne dog enige om at kåre Andreas Laustsen som den første vinder af titlen, forklarer Engineer the futures formand:

»Teknologi forandrer verden, og dygtige ingeniører forandrer teknologien. Derfor vil vi gerne give ingeniørerne - både de nuværende og de kommende - nogle flere forbilleder at spejle sig i. Noget at stræbe efter.«

Med titlen som Danmarks sejeste ingeniør følger et studierejselegat på 25.000 kroner.

I eftermiddag bringer ing.dk et stort interview med Andreas Laustsen. Her afslører han, hvad pengene skal bruges på, og hvordan han vil omsætte den nye titel til gavn for forskningen.
Læs interviewet her: Danmarks sejeste ingeniør: »Du skal turde stikke hovedet frem«

Redaktionen vil gerne takke alle kandidater og de mange, som har indstillet dem.