Jobbet "BI Developer, der brænder for Microsoft BI Front-end" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Har du lyst til at være en del af et spændende team i SEAS-NVE’s IT-afdeling? Så har vi jobbet til dig!

Vi søger en erfaren front-end BI Developer med interesse for self-service BI, collaborative BI, rapportering og analytics, og med lyst til at udvikle løsninger, der hjælper vores kolleger og kunder i hverdagen.

Vi er cirka 75 engagerede medarbejdere i IT-afdelingen, hvoraf de 11 sidder i vores team. Vi arbejder med projekter inden for NetTelligence (Smart Grid) samt business intelligence og rapportering i forhold til vores salgs- og kundeportefølje - områder, hvor vi er og vil være på forkant med udviklingen. 

Teamet anvender en Kimball-inspireret metode til BI udvikling og anvendelsen af SCRUM som agil udviklingsmetodik. Det forventes, at du som BI Developer skal anvende og mestre disse metoder. Dit primære fokus og udgangspunkt er i Microsoft SQL-server BI-suiten, men vi tester løbende forskellige teknologier. 

Vi er placeret på virksomhedens adresser i Haslev og Svinninge, hvorfor kørsel herimellem kan forekomme.

Plads til udfoldelse
I SEAS-NVE anvender vi værdibaserede ledelsesprincipper med fokus på forretning, kultur samt læring. Opgaver, beslutninger og ansvar ligger i høj grad hos medarbejderne, og vi prioriterer godt samarbejde, teamudvikling samt den enkeltes personlige og faglige udvikling. Vi giver udfoldelsesmuligheder og frihedsgrader, men forventer til gengæld engagement, præstationer, samarbejde og vidensdeling.

Arbejdsopgaverne spænder bredt
I arbejdet med at realisere vores BI-strategi, vil du komme til at arbejde tæt sammen med analytikere, dataambassadører og andre fra forretningen og i perioder også eksterne konsulenter. Internt i IT vil du indgå i et tæt samarbejde med BI-udviklere og -specialister, samt udviklere fra de øvrige udviklingsteams.  

Du kommer til at arbejde med self-service BI, collaborative BI, rapportering og analytics.  

Vi stiller høje krav til hinanden og stræber alle efter at gøre hver dag både udviklende og inspirerende. Vi understøtter hinanden i løbende at levere høj kvalitet og skabe vedvarende forbedringer.

Vores forventninger til dig
Stillingen kræver, at BI Developeren har følgende kvalifikationer:

  • Relevant uddannelse og joberfaring
  • Uddannet inden for SEAS-NVE’s BI applikationsportefølje, særligt inden for Microsoft SQL Server 2012 og senere, gerne MS IoT, herunder Power BI
  • Uddannet inden for et eller flere BI specialistområder, herunder datamodellering, OLAP, Frontend applikationer, information management, sikkerhed eller tilsvarende områder
  • Erfaring med succesfuldt at omsætte forretningskrav til kravspecifikationer
  • Undervisningserfaring
  • Kendskab til BI-relaterede emner i Microsoft SharePoint Server

Som BI front-end developer har du:

  • Evnen til at samarbejde tæt med kolleger fra forretningen, herunder evnen at kvalificere og specificere krav til BI-løsninger såsom måltal, analyser, udstilling af information mv.
  • Specialistkompetence inden for et eller flere af nedennævnte områder:
    • Frontendapplikationer, herunder dashboards, rapporter, regneark mv. - implementering, udstilling vha. portalløsninger og support
    • Erfaring med Microsoft BI tools såsom Power Query, Power Pivot, Power View og Power BI
    • Gerne erfaring med SQL Server Analysis Services - tabular development
    • Datamodellering, herunder informationsmodellering samt modellering af relationelle og dimensionelle modeller – udvikling og dokumentation
    • OLAP kuber, BISM modeller og datamining strukturer, herunder partitionering af kuber, dimensionelle udtræk mv. - implementering
    • Data Quality management, herunder løbende monitorering og analyser af datakvalitet, styring af datakilder, tiltag til at rense data, ad-hoc queries mod datawarehouse, kuber og dataminingstrukturer m.v.
  • Sikkerhed og auditering, herunder styring af dataadgang og roller samt sikkerhedsmæssige aspekter ifm. ETL udvikling 
  • Afvikling af testforløb baseret på overordnede rammer og standard work testproces
  • Evner at kommunikere godt i skrift og tale, herunder evner pædagogisk fremstilling af undervisnings-/kursusmateriale og pædagogisk mundtlig præsentation i kursus-/ seminarsammenhæng som underviser   

Stillingen kan indebære nogen transport, som vi forventer du klarer i egen bil, idet kørsel for SEAS-NVE afregnes efter statens takster.  

Endelig kræver jobbet en fleksibel indstilling til arbejdstid samt en service- og samarbejdsorienteret indstilling. Vi lægger stor vægt på, at du er åben, udadvendt og tager medansvar for afdelingens mål.

Vi tilbyder dig

  • Et alsidigt og spændende job med mange personlige og faglige udfordringer i et til tider hektisk miljø
  • En attraktiv lønpakke med bl.a. pension, gruppelivsforsikring, dækning ved kritisk sygdom, heltidsulykkesforsikring og helbredssikring samt mange andre personalegoder
  • Fleksible arbejdstider og betalt ADSL/bredbånd

Vil du vide mere?
Ønsker du flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte teamleder Lorenz Foss Hansen via mail lfh@seas-nve.dk

Hvordan kommer du videre?
Lyder ovennævnte spændende, og vil du gerne i betragtning til stillingen, beder vi dig sende din ansøgning samt CV via vores hjemmeside eller ved tryk på "Ansøg" i annoncen her. Ansøgningsfrist fredag den 23. oktober 2015 kl. 12.00. Vi holder samtaler den 28. oktober i Svinninge.

Vi glæder os til at høre fra dig. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder