Jobbet "Windows Server Administrator" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Windows Server Administrator

Til Netcompany Operations i København søger vi en Windows Server Administrator til drift af komplekse løsninger med et stærkt ”driftsgen” og som ved hvad det betyder når sikkerhed og stabil drift går op i en højere enhed.

Sammen gør vi Danmark dygtigere
I Netcompany arbejder vi hver dag med at gøre Danmark dygtigere. Det gælder også i vores tilgang til drift af de store offentlige og private løsninger vi bygger. Når du bygger effektive it-løsninger sammen med os, kommer du derfor til at sætte dit fingeraftryk på, hvordan danske virksomheder bliver endnu bedre i fremtiden.

Hos os har du en finger med i spillet, når det offentlige Danmark digitaliseres og derved sparer millioner af skattekroner. Du hjælper private virksomheder med at forbedre deres konkurrenceevne, når du bygger it-systemer, der skaber gennemsigtighed og effektivitet i deres forretning. Og du er med til at levere it-løsninger til humanitære organisationer, der gør dem i stand til at optimere udnyttelsen af deres midler og gøre en endnu større forskel i verdens brændpunkter. Du kan læse mere om Netcompany på www.netcompany.com

Er du klar til at sætte dit fingeraftryk på et dygtigere Danmark?

En udfordrende hverdag
Vi har skåret ned på bureaukratiet og de tunge arbejdsgange, og fyldt hverdagen med sjove, spændende og udfordrende opgaver. Miljøet i Netcompany er skabt til landets tungeste og dygtigste konsulenter, med mod, vilje og evner til at sikre løsninger, der kan mærkes i hele Danmark. Vi lægger op til tæt samarbejde og høj produktivitet, i en organisation der er toptunet til at levere de bedste it-løsninger på markedet.

Netcompany Operations er en ung driftsorganisation med ca. 40 super dygtige konsulenter og teknikere. Operations løfter ansvaret for alle de tekniske opgaver og udfordringer som projekter, driftsleverancer og kunder kan finde på. Afdelingen håndterer alt fra opsætning af de fysiske servere, konfiguration og design til drift og performance tuning af systemer i Enterprise-klassen.

Vi ønsker os en ny kollega til vores Windows Server team, der kan forme en standardiseret og automatiseret platform, der understøtter vores driftsleverancer og projekter.

  • I jobbet spænder de tekniske opgaver vidt og er afstemt efter dine kvalifikationer:
  • Teknisk arkitektur og design
  • SQL Server opsætning og management
  • IIS-opsætning og fejlsøgning
  • Microsoft SharePoint
  • Scripting og automatisering af driften af vores løsninger

Bliv vores nye kollega
Vi har travlt, og ønsker os endnu flere dygtige kolleger, der kan bidrage til, at vi fortsætter med at være stolte af vores leverancer. Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med drift af komplekse Windows systemer
  • Har stor interesse i optimere systemerne og dybdesøge efter fejl
  • Har stor interesse i at strømline og bygge løsninger der nemt kan administreres og styres
  • Har en høj applikations- og infrastrukturforståelse
  • Er flydende på dansk i tale og skrift
  • Evt. er datamatiker, bachelor fra et naturvidenskabeligt fakultet eller tilsvarende

Derudover er det allervigtigst, at du kommer med et stort engagement og har en høj sans for kvalitet i det, du leverer.Vores forretning er gearet til at gøre dig dygtigere.

Netcompany består af en gruppe af unge, veluddannede og skarpe hoveder, der ønsker at udvikle sig til at være nogle af de bedste inden for deres felt. Hver dag kommer du til at arbejde sammen med kolleger, der har den samme baggrund som dig, som du kan sparre med, spørge til råds og lære af – og hos os er det vigtigt, at du spørger - ellers bliver du aldrig klogere.

Derudover bliver du en del af Netcompany Academy, der er vores interne uddannelsesprogram. Her bliver du klædt på til at løfte stadig mere komplekse opgaver igennem en række moduler, der uddanner dig i alt fra vores teknologier og Netcompanys metode til, hvordan du bedst præsenterer en pointe. Samtidig kan du tage del i vores tekniske communities og certificere dig i relevante teknologier.

For at du hele tiden har overblik over, hvordan du udvikler dig, vil du få feedback på din performance to gange årligt. Desuden får du tilknyttet en mentor fra Netcompanys ledelse, som du kan diskutere din udvikling og din karriere med, og som du også kan sparre med om dine faglige interesser.

Vi vil gerne have, at du bliver endnu dygtigere - hurtigt. Derfor arbejder vi hårdt for, at du hele tiden har de bedste rammer for at udvikle dig.

Det skal være sjovt- også når vi ikke arbejder
Vi tager sjov meget alvorligt. Derfor vægter vi det sociale højt - faktisk højere end noget andet sted i branchen. Efter arbejde kan du derfor udfordre dine kolleger i vores sportsklubber, fejre jeres arbejde til projektarrangementer og sammen få oplevelser ud over det sædvanlige til vores månedlige arrangementer og traditionsrige fester. Det skal være spændende og udfordrende at gå på arbejde, men det bliver først for alvor sjovt, hvis vi også har oplevelser tilfælles, når vi ikke arbejder.

Har du ikke fået svar på alle dine spørgsmål?
Så er du altid velkommen til at kontakte Netcompany på tlf.nr. 7013 1440, og spørge efter Henriette Larsen i vores HR-afdeling. Du kan også skrive til hr@netcompany.com.

Ansøgning og CV skal uploades til vores rekrutteringssystem via Ansøg-linket. 

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder