Jobbet "Sektionsleder for IT-drift" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Sektionsleder for IT-drift på DMI

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er en af Danmarks mest udfordrende og spændende IT- og infrastrukturarbejdspladser. IT-afdelingen har ansvar for DMI’s samlede tekniske infrastruktur, herunder drift og udviklingsaktiviteter vedrørende alt fra mobile løsninger over supercomputeranlæg til kommunikations- og telemålingssystemer, samt døgnovervågning af operationelle IT-systemer. Afdelingen består af to sektioner, drift og udvikling, med i alt 73 medarbejdere.

Vi søger en sektionsleder til IT-driftssektionen, som skal bidrage til realiseringen af DMI’s nye vision og strategi. Du vil blive del af IT-ledelsen, der består af DMI’s CIO, sektionslederen for IT-Udvikling og Datachefen, samt indgå i DMI’s samlede ledelsesgruppe.

Sektionen drifter systemer til understøttelse af DMI’s prognoser og forskning inden for vejr, klima og hav. IT-driftssektionens ansvar dækker bredt fra supercomputer, radarer, satellitnedtagningsstationer, lynpejlere, en række målernet (vandstand, nedbør, mv.) til et 24/7 operationelt servermiljø, pc’er og printere. Stationsnettet er placeret såvel i Danmark som på Grønland. Driftssektionen er desuden ansvarlig for IT-indkøb og aftaler med eksterne leverandører.

IT-driftssektionen består af 33 medarbejdere i 3 grupper: Infrastructure, Monitoring, og Maintenance. Monitoring overvåger driften 24/7 og yder first-line support. Infrastructure varetager opbygningen af IT-infrastruktur, idriftsættelse af systemer, systemdrift og en backupvagtordning (second-line support). Maintenance varetager vedligehold af målestationer og -udstyr samt servicedeskfunktioner.

Arbejdsopgaver
DMI er i færd med at implementere en ny strategi, hvorunder IT-processer er et strategisk pejlemærke. Du vil være en drivende kraft i strategiimplementeringen og i styrkelse af den tværgående værdikæde på DMI gennem dialog med de øvrige afdelinger. Med dette udgangspunkt vil opgaverne omfatte:    

  • Personaleledelse af sektionens medarbejdere 
  • Økonomisk ansvar for sektionen 
  • Tæt ledelsesmæssig dialog med koordinatorerne fra grupperne vedr. faglige opgaver, prioriteringer og arbejdstilrettelæggelse 
  • Harmonisere og effektivisere IT-driften inden for, og på tværs af, grupperne 
  • Fastlægge og indarbejde paradigmer for styring af driftsprocesser 
  • Implementere entydige, effektive driftsprocedurer, herunder sikre robusthed i driftsmiljøet, bl.a. i forbindelse med overtagelse af produkter fra udvikling 
  • Implementere informationssikkerhed jf. ISO27001, herunder IT-beredskab
  • Sikre dokumentation af systemdrift samt drifts- og vedligeholdelsesprocesser 
  • Sanering af hardwareporteføljen  
  • Gennemføre proces for adskillelse af drift og udvikling efter en organisationsændring der fandt sted d. 1. januar 2015 
  • Sikre rettidighed og aftalt kvalitet i leverancerne fra sektionen 
  • Sikre koordinering af udviklingsløsninger med DMI’s øvrige afdelinger.

Dine kompetencer
Vi forestiller os, at du har en naturvidenskabelig akademisk baggrund eller lignende relevant kvalificerende baggrund. Endvidere har du følgende arbejdsmæssige erfaring: 

  • Du har minimum 5 års dokumenteret relevant og succesrig erfaring fra en lignende stilling med ledelse af en større 24/7 IT-driftorganisation 
  • Du har erfaring med at gennemføre forandringsledelse i forbindelse med indførelse af nye arbejdsprocesser og ny organisationsstruktur. 
  • Du kan motivere medarbejderne og skabe forståelse af den tværgående værdikæde i IT-afdelingen og på tværs af DMI 
  • Du kan indgå i faglig dialog med såvel instrumentteknikere, infrastrukturspecialister som servicedeskmedarbejdere.  
  • Erfaring med implementering af informationssikkerhed og IT-beredskab i IT-drift er en fordel

DMI er en spændende arbejdsplads med fagligt kompetente medarbejdere med vidt forskellige baggrunde eksempelvis meteorologer, dataloger, fysikere, og ingeniører. Vi tilbyder personaleforening, motionsrum, massageordning, en god kantine, frugtordning samt nær beliggenhed til offentlig transport (Ryparken S-togstation) og gode parkeringsmuligheder.

Læs mere om DMI som arbejdsplads under "Om DMI" på www.dmi.dk.

Ansættelse og aflønning sker i lønramme 36 med mulighed for forhandling af tillæg samt eventuel åremålsansættelse. Stillingen er en fastansættelse og er til besættelse den 1. august 2015. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Ansættelsesområdet er Klima, Energi - og Bygningsministeriet med tilhørende institutioner.

Vi opfordrer til, at du i din ansøgning oplyser om tidligere eller aktuel beskæftigelse med frivilligt arbejde. Vi ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder og etnisk baggrund.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til CIO Thomas Kjellberg Christensen (tlf. 4011 3034).

Ansøgningen skal være os i hænde senest d. 28. maj 2015. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler d. 17. juni 2015.

For at søge stillingen skal du klikke på linket "Ansøg", og følge instruktionerne.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder