Jobbet "Vil du stå i spidsen for fødevareindustriens verdensførende automatiseringscenter?" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vil du stå i spidsen for fødevareindustriens verdensførende automatiseringscenter?

Teknologisk Institut, DMRI søger en forretningsorienteret chef til Center for Slagteriteknologi, som har lyst til at arbejde i feltet mellem ledelse, forretningsudvikling og højteknologi i en af Danmarks førende industrier. Du bliver chef for 35 dygtige specialister, som udvikler ny automatiseringsteknologi og leverer rådgivning til den internationale fødevareindustri.

Automatiseringsteknologier til kødindustrien
I Slagteriteknologi arbejder vi især med automatisering af slagteprocesser og den efterfølgende forarbejdning til kødprodukter, og danske slagterier er de mest automatiserede i verden. Du og dit team skal udvikle fremtidens automatiserede løsninger, der skal sikre, at den danske kødindustri også er konkurrencedygtig i fremtiden.

Du får det samlede økonomi- og ledelsesansvar for centret, og du bliver ansvarlig for at eksekvere en projektportefølje på et årligt tocifret millionbeløb samt løbende at skabe de rigtige projekter med størst effekt i samarbejde med brugerne på slagterierne og dine kolleger på DMRI. Samtidigt bliver du en vigtig spiller i vores globale rådgivningsforretning med ansvar for gensalg og produktudvikling til vores største internationale kunder. 

Du kommer til at introducere ny teknologi på slagterierne, og derfor er det vigtigt, at du også hele tiden udvikler dine medarbejdere og ikke går af vejen for at prøve noget nyt.

Praktisk og forretningsorienteret leder med flair for mekanik 
Du har ledererfaring fra en større industrivirksomhed, og du har formentlig en baggrund som ingeniør eller anden maskinteknisk baggrund, måske suppleret med en merkantil uddannelse. Du har muligvis erfaring med salg, og du har i løbet af din karriere haft projektansvaret for teknologiprojekter, som er succesfuldt gennemført. Du er god til at begå dig på alle niveauer i en virksomhed, og du forstår hurtigt komplekse problemstillinger, som du kommunikerer på en letforståelig måde. Du er god til at lede og samarbejde, og du besidder en passende portion stædighed, så du når dine resultater. Derudover er du velformuleret på dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt.

Center for Slagteriteknologi, DMRI
I Center for Slagteriteknologi fremmer vi både høj kvalitet og konkurrencedygtighed i produktionen af animalske fødevarer ved anvendelse af avanceret automatiseringsteknologi. Centret består af tre sektioner, og er en del af divisionen DMRI på Teknologisk Institut.

DMRI er verdens største og internationalt førende videncenter inden for forskning og innovation i animalske fødevarer. Vores specialister har fokus på metoder og teknikker til produktion af sikre animalske fødevarer af høj kvalitet til en konkurrencedygtig pris. Samtidig med at vi tager maksimalt hensyn til arbejdsmiljøet, dyrevelfærden og det eksterne miljø. Vores specialister udvikler løsninger til den internationale kødindustri og yder rådgivning både nationalt og internationalt. 

Kontakt
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte direktør Lars Hinrichsen på telefon 7220 2663. Vi inviterer løbende til samtaler og ansætter, når rette kandidat er fundet, så vi ser frem til at modtage din ansøgning hurtigst muligt og senest den 27. april 2015.

Teknologisk Institut - Danmarks førende innovationsinstitut 
Vi bringer virksomheder videre ved hjælp af banebrydende teknologier og mere end 1000 medarbejderes faglige ekspertise. Vi skaber innovative resultater og værdi for erhvervslivet i et nationalt og internationalt samarbejde med virksomheder og universiteter. Vores udstyr og laboratorier er i verdensklasse og med mange faglige kompetencer samlet ét sted, udvikler vi viden, teknologier, metoder og produkter, der virker i praksis

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder