Laboratorietekniker
Har du talentet for og lysten til at være med til at sikre kvalitative tests? Og har du gåpåmod og masser af energi?
Har du talentet for og lysten til at være med til at sikre kvalitative tests? Og har du gåpåmod og masser af energi? Så har du i hvert fald nogle af de egenskaber, der skal til, for at blive vores nye laboratorietekniker i Danfoss Industrial Automations (IA) sensorlaboratorium. Vi er et team på syv engagerede og kompetente laboratorieteknikere og -ingeniører, der med stor produktviden og måleteknisk erfaring tester og udmåler tryk- og temperatursensorer.
Sikring af kvalitet i test og tilhørende dokumentation
Som laboratorietekniker deltager du i både små og store opgaver, hvor du er ansvarlig for analyse- og dokumentationsdelen. I afdelingen foretager vi samtlige test for IA som fx reklamationsanalyser, tekniske afklaringer, konkurrentproduktanalyser og løbende kvalitetsanalyser. Din primære opgave er derfor at gennemføre et bredt spektrum af tests samt at udarbejde optimale løsninger i forhold til sikring af kvalitet i test, hvor du også er garant for effektive gennemløbstider af testforløb og sikring af kvalitativ dokumentation.
Af andre opgaver kan bl.a. nævnes:
- Drift, vedligehold og udvikling af udstyrspark
- Implementering af nyt testudstyr og -metoder
- Koordinering og planlægning af større testforløb i samarbejde med teknologi- og produktudviklingsprojekter
- I dialog med rekvirent finde kreative løsninger på nye udfordringer
Kreativ problemknuser med teknisk baggrund og kendskab til LabView
Du har en relevant teknisk baggrund, fx proces-/produktionsteknolog eller laborant, flair for mekanik og/eller elektronik og gerne laboratorieerfaring, hvor test og dokumentation er omdrejningspunktet. Kompetencer indenfor pneumatik og hydraulik er en fordel, ligesom kendskab til Excel, Visual Basic, LabView og databaser er et plus. Da vi arbejder globalt, er det vigtigt, at du kan begå dig flydende på engelsk. Du har gode samarbejdsevner, er praktisk anlagt og ikke bange for selv at tage fat. Det falder dig let at strukturere og danne dig et overblik, og du evner både at gå i detaljen og se tingene i sin helhed. Du er drevet af naturlig nysgerrighed og har et skarpt blik for kvaliteten i dit arbejde.
Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet,
er du velkommen til at kontakte Laboratory Manager R&D Dorthe Buciek på 7488 7019.
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder