Jobbet "Senioringeniør til automationsprojekter" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Vil du være med til at løfte ansvaret for at etablere og udbygge elstationer i Danmarks 132-400 kV-højspændingsnet? Og har du lyst til at arbejde i en udviklings- og projektorienteret sektion, der har ansvar for den eltekniske del af stationsetableringer og tæller de bedste hjerner inden for automation, instrumentering, HVAC og HVDC? Som stærkstrømsingeniør i sektionen Stationer kan du se frem til at arbejde i et spændende og til tider travlt miljø. Din nye arbejdsplads bliver på vores moderne hovedkontor i Fredericia.

Ansvar for automationsløsninger inden for beskyttelse, styring og overvågning
Energinet.dk har en voksende portefølje af transmissionsprojekter, som skal gennemføres i løbet af de kommende år. Du får en central rolle som senioringeniør i et eller flere af vores største anlægsprojekter, hvor du som specialist har ansvaret for automationsløsninger inden for relæbeskyttelse og styring/overvågning.

Du indgår i projektteams, som har ansvaret for at etablere og udbygge Danmarks stationer på højspændingsnettet, hvor du som ansvarlig for automationsløsningerne har en central rolle for, at vi udvikler og implementerer de optimale løsninger. Konkrete opgaver er at projektere beskyttelses-, styrings- og overvågningskoncepter med efterfølgende test og installation, at indgå i tekniske forhandlinger og styre leverancer fra samarbejdspartnere og leverandører samt at bidrage til at udarbejde standarder og specifikationer på HVAC-beskyttelse og -styring.

Glæd dig til et job, hvor du skal være forberedt på både mange og store tekniske udfordringer, og hvor du får direkte indflydelse på etableringen af Danmarks største elstationer i forbindelse med udbygningen af det danske elnet.

Teamorienteret problemløser med energi og drive
Vi forestiller os, at du har en praktisk elteknisk baggrund som elektriker eller elinstallatør kombineret med en uddannelse som stærkstrømsingeniør. Det forventes, at du har solid erfaring inden for styring/overvågning samt relæbeskyttelse. Derudover har du en god systemmæssig forståelse af elsystemet generelt og elstationer i særdeleshed.

Projektlederkompetencer vil være en fordel, idet jobbet åbner mulighed for at varetage projektlederrollen i stationsprojekter. Så hvis du har ambitioner om at lede komplekse stationsprojekter, er muligheden til stede.

Din målrettede og løsningsorienterede tilgang gør dig til en dygtig kollega, som forstår vigtigheden af godt samarbejde. Og din evne til at tilpasse dig nye og varierende opgaver og bidrage med udvikling af både teknisk og procesmæssig karakter er kendetegnende for din måde at gå til opgaverne på. Du kommer til at arbejde i et åbent og uformelt miljø, så det er vigtigt, at du trives med mange mennesker omkring dig.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning med cv, eksamenspapirer og andre relevante bilag via linket ”Søg nu”, så vi har den senest 17. august 2014. Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte sektionschef Jakob Søbye på telefon 2333 8938 eller gruppeleder Peter Diemer på telefon 2333 8610. Vi forventer at holde samtaler 27. august 2014. Du kan læse mere om vores virksomhed på www.energinet.dk.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder