Jobbet "Projektleder" er udløbet.
Se virksomhedens profil
Se virksomheden
Vis flere job i denne kategori
Vis mig flere job
Få de nyeste job i din indbakke
Opret en jobagent nu

Projektleder til wayfindingskoncept

Vores patienter har brug for hjælp til at finde vej i vores store hus!
Sydvestjysk Sygehus søger en projektleder til at udarbejde og gennemføre et nyt wayfindingskoncept

Kan du tænke wayfinding i komplekse byggerier? Kan du udarbejde en løsning, der virker for patienterne, og som er fremtidssikret? Er du stærk til at drive implementering? Kan du kommunikere overbevisende med mange forskellige faggrupper? Så har vi en tidsbegrænset stilling med stort fagligt ansvar og mange forskellige udfordringer.

Om jobbet
Sydvestjysk Sygehus er en ”ældre dame”, der henover de seneste 100 år har udviklet sig via bygningsmæssig knopskydning. Vi er hele tiden i gang med at bygge om og bygge nyt. Lige nu er vi ved at tilpasse sygehuset til at være akutsygehus, og det medfører blandt andet, at vi står for at skulle opføre en ny sengebygning, der skal stå færdig i 2018.

Vores hus er ikke så let at finde rundt i for vores patienter og pårørende. Gamle og nye vejvisningsløsninger støder sammen, og giver et utydeligt billede for de mange mennesker, der dagligt færdes i huset. Vi har brug for at starte forfra. Med andre ord, vi har brug for at få udarbejdet en samlet wayfindingsløsning, der omfatter hele huset – gammel som nyt – og som er langtidsholdbar og driftssikker. Samtidig har vi brug for at få løsningen gennemført i hele huset.

Her kommer du ind i billedet.

Om dig
Vi ønsker os en medarbejder med en bred faglig indsigt i og viden om wayfinding. Du skal brænde for at lave de bedst mulige løsninger for de mennesker, der færdes i huset. Du skal kunne tænke løsningen bredt og i en helhed, også i tid.

Opgaven er mindst ligeså meget et organisationsprojekt, og du skal være i stand til at kunne integrere medarbejderperspektivet (back office) med patient- og pårørendeperspektivet (front office). Det er derfor vigtigt at du kan tænke i systemer, og har blik og flair for at gennemføre projekter i en kompleks organisation. Du har evner, kompetencer og ikke mindst lyst til projektledelse.

Måske har du en uddannelse som designingeniør, diplomingeniør i bygningsdesign, eller designer med speciale i visuelt design. Men det kan også være, at du har opnået dine kompetencer via erfaring fra lignende opgaver i andre organisationer.

Vi ønsker os desuden

  • At du selvstændigt kan håndtere projekter fra start til slut, også når det er op ad bakke
  • At du kan sætte spot på wayfinding som en vigtig opgave, vi udfører for patienternes skyld
  • At du ikke er bange for at tage et initiativ, når du kan se det er nødvendigt
  • At du er udadvendt og opsøgende, kan holde mange bolde flyvende, og trives med en stor kontaktflade

Dine arbejdsopgaver vil blive

  • At udarbejde grundplan for wayfindingssystem
  • At udarbejde en drejebog for implementeringen, og at tage fat på at realisere den
  • At skabe fremdrift i projektet og inddrage husets afdelinger i arbejdet undervejs
  • At udarbejde plan for videre drift og vedligeholdelse af systemet
  • At medvirke til at udarbejde en kommunikationsplan for det samlede projekt

Om os
Du vil blive formelt blive tilknyttet Kommunikationsafdelingen, og du kommer til at referere til kommunikationschefen. En stor del af dit daglige samarbejde vil du desuden få med Projektafdelingen, der står for projektering og gennemførelse af sygehusets mange ud- og ombygninger. Begge afdelinger er stabsfunktioner, der refererer til sygehusets direktion.

Læs mere om Sydvestjysk Sygehus på www.svs.dk

Tiltrædelse

  1. oktober 2014 eller snarest derefter

Hør mere
Du kan høre mere om stillingen ved at henvende dig hos kommunikationschef Charlotte Banke på telefon 4012 5314

Ansøgningsfrist:
Vi skal have din ansøgning senest fredag den 15. august og sendes via "Søg nu" linket.

Vi forventer at holde samtaler onsdag den 27. august

Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er tidsbegrænset til 1 år med mulighed for forlængelse.

Stilingen er på fuld tid. Arbejdsstedet er i Esbjerg.

Løn efter gældende overenskomst.

Skriv venligst i din ansøgning, at du har set jobbet hos Jobfinder